Stadionvej 11
9760 Vrå
98 98 19 99
Alm. antenne
106,7 MHz

Fællesantenner
Nørhalne: 106,2 MHz
Hjørring: 95,9 MHz
Løkken: 93,0 MHz

Om LVN


Fra lånte fjer til hønsehus

I 1986 fik en gruppe borgere i den daværende Løkken-Vrå kommune en god ide. De ville fylde den lokale æter med vedkommende radio for og om kommunens indbyggere - og turister var såmænd også velkomne til at lytte med. På grund af forankringen i lokalsamfundet blev radioen døbt "Løkken-Vrå Nærradio".

De første udsendelser i Løkken-Vrå Nærradio foregik faktisk med hjælp fra storebroderen Hjørring Nærradio. Fra studierne i Hjørring og på Hjørring Nærradios frekvens kunne man om onsdagen kl. 18-20 høre Løkken-Vrå Nærradio.

Efter kort tid fik radioen dog en tiltrængt håndsrækning fra Løkken-Vrå Kommune. Dels i kraft af økonomisk hjælp, dels i kraft af nogle tomme kommunelokaler midt i Vrå, og så gik det stærkt. Lokalerne var små og havde aldrig været brugt til radioproduktion, så de skulle først omdannes til studie, teknik og kontor. Heldigvis havde radioens mange frivillige medarbejdere skruet hænderne ordentligt på, og ved fælles hjælp fik de bygget en trang, men funktionel radiostation.

For at bringe radiobølgerne fra studiet til lytterne var det også nødvendigt med en antenneforbindelse. Via telefonnettet transmitterede man radiobølgerne til det højeste sted i kommunen - nemlig Børglum Kloster - hvor radioen fik tilladelse til at opsætte sin antenne øverst i en skorsten. Og med antennen, og ikke mindst frekvensen 106,7 MHz sikkert på plads, var Løkken-Vrå Nærradio klar til at stå på egne ben!

Benene blev endda hurtigt så sikre, at radioen voksede ud af lokalerne i Vrå midtby. Flere og flere medarbejdere kom til, og man savnede efterhånden albuerum og plads til udfoldelse. Heldigvis var Løkken-Vrå Kommune igen lydhør over for argumenterne fra den voksende kulturinstitution i lokalområdet, og det blev besluttet at flytte radioen til større lokaler - et gammelt hønsehus lige over for Børnenes Jord i Vrå.

Radioens medarbejdere måtte igennem endnu en ombygning for at omdanne det gamle hønsehus og tidligere ungdomsklub til en brugbar radiostation. Men det lykkedes, og endelig havde radioen en fast base med plads til alle medarbejdere. Løkken-Vrå Nærradio hedder nu bare LVN i daglig tale, og den dag i dag holder vi stadig til i det gamle hønsehus på Stadionvej i Vrå.


LVNs nyere historie

I GORM-arkivet kan du læse de seneste års udgaver af LVNs medlemsblad, GORM. Heri står der beskrevet år for år, hvad der har rørt sig på radioen, og hvordan det er gået med planerne.